
Lise-Lotte Lohmann nyder at komme tilbage hvert år, men fredag var det ikke helt uden bekymringer.
Skuespilleren Lise-Lotte Lohmann var fredag aften tilbage til det sted, som hun i perioder har betragtet som sit andet hjem.
Lise-Lotte Lohmann havde taget turen fra Frederiksberg til Sønderjylland for at deltage i premieren på Sønderborg Sommer Revy Show.
Da BILLED-BLADET mødte Lise-Lotte til premieren lagde hun ikke skjul på, at det var en stor glæde for hende at være tilbage i byen, der står hendes hjerte meget nært.
Lise-Lotte har selv stået på revyscenen i Sønderborg i 90’erne, og derfor har hun et stærkt bånd til byen, som hun besøger hvert år, når revysæsonen skydes i gang.
“Det har været hårdt”
Men der var dog også noget andet, som fyldte for hende på premiereaftenen.
I december blev Lise-Lotte opereret og fik et nyt knæ, og hun kæmper stadig med balancen, og smerterne er hun heller ikke fri for endnu.
– Det har været hårdt, men nu begynder det at lysne. Jeg har fået en cykel, som skal stå i min stue, som jeg skal træne på. Jeg har trænet rigtig meget, men det har virkelig trukket tænder ud, fortalte revystjernen.
Forud for premieren måtte hun tage visse forholdsregler, fortalte hun. Hun havde for eksempel bedt om en særlig plads på tilskuerrækkerne, så hun nemt kunne komme til og fra salen.
På trods af skavankerne var hun i godt selskab i løbet af aftenen og hyggede sig med gamle venner fra revytiden.
Blandt andet var Leif Maibom og hans hustru, Johanna Maibom til stede til premieren. Det var dem, som drev revyen, da hun spillede med tilbage i 90’erne.

Leif Maibom og hustruen Johanna Maibom nyder et lille glas.
Foto: Martin Høien
I mange år var det en fast tradition, at hun og revykollegerne holdt ferie sammen i byen og deltog i Ringridderfesten. Traditionen bliver dog ikke længere holdt i hævd, da flere fra vennekredsen er gået bort, fortalte hun.