Først modtager Kaare Sand TV-branchens ærespris for sit livslange bidrag til reportagegenren, og tre måneder senere får han symptomer på ALS. I dag fortæller han sin historie

I 2024 fik Kaare Sand det, han beskriver, som den ‘måske værst tænkelige diagnose’.

Han fik den uhelbredelige muskelsvinddiagnose ALS, som gradvist nedbryder hans muskelstyrke. I dag er han kørestolsbruger og har mistet en del føling i hænderne. Men følingen med sit fag fejler ikke noget.

– Du vil vel gerne have et grundinterview? spørger han.

Han taler lidt om “tv-vejret”. Ikke vejret som sådan, men om hvordan det omskiftelige vejr vil drille lyssætningen.

Kaare er med på at lave en reportage om reportagemanden. En meta-fortælling om reportagemanden, som nu selv er blevet hovedperson i en af de skæbnefortællinger, han har brugt sit liv på at fortælle. Kameraet er rettet mod Kaare Sand.

– Det med lige pludseligt at være i centrum, fordi man er syg, det er en uvant fornemmelse for mig. Men jeg er også glad for at få lov til at fortælle min historie, siger han.

Den grimmeste pris

På skænken i Kaares stue står en plexiglasfigur med guldblade indeni, og teksten TV PRISEN 2024 skrevet henover. Det er ‘Årets Otto’: En pris, som hædrer en persons lange karriere i tv-branchen.

Kaare fik den for sit vigtige aftryk på reportagegenren, da han har lavet tonsvis af programmer, som viser Danmarks mangfoldighed. Altid med et fokus på mennesker og deres liv i centrum, som ‘De unge mødre’, ‘Singleliv’ og ‘De sjældne danskere’. Sand holder prisen i hånden.

– Det er den grimmeste pris, man kan få. Men den er jeg virkelig glad for. Den betyder meget. Det er sådan én, man lige kigger på en gang imellem og tænker, ‘Ah ja, det var ikke helt forgæves det hele.’

Han sætter den anstrengt tilbage på skænken, som havde han holdt den ud i strakt arm lidt for længe.

Kort tid efter Kaare fik sit livs pris, fik han sit livs chok. Hans ben drillede, symptomerne tog til, og et år efter fik han diagnosen ALS.

“Vi kunne godt have fortalt nogle flere nuancer”

ALS er en sjælden diagnose, men alligevel har Kaare mødt den før.
Ikke på sin egen krop, men hos den 38-årige far til fire, Lasse.

Kaare har tidligere produceret en tv-dokumentar, ‘Mens døden os skiller’ om Lasse Lüders, som fik ALS og hans kone, Ina Lüders. Lasse døde af ALS efter fire år. Derfor vidste Kaare udmærket, hvad ALS var –og ikke mindst hvordan den føles.

– Da jeg fik mine første symptomer, gik jeg totalt i panik. Jeg kunne bare mærke, at de ting, som Lasse havde sagt, han kunne mærke, var de samme ting, som jeg kunne mærke, siger Kaare.

Erkendelsen kaster Kaare ud i en voldsom proces, men han har fundet livets nuancer, og dem vil han give videre i dag:

– Jeg synes, at Lasses historie var smuk, men også dybt sørgelig. Det var en relevant historie, men vi kunne godt have fortalt nogle andre nuancer også: Nemlig at det faktisk er værd at leve livet, selv om du har ALS. Jeg har masser af gode dage også. Jeg har dage, hvor jeg glæder mig til ting, og selvom jeg knap nok kan gå mere og bruger kørestol, så får jeg noget ud af livet hver eneste dag.

Kaare sætter nu pris på flere af livets små nuancer end tidligere. De små ting han selv formår at sætte fokus på og hive frem i hans reportageprogrammer.

– Det at tage kørestolen og køre ned til tennisbanerne hernede, og så få en kop kaffe med en af sine venner. Det lyder ikke af meget, men altså det er fantastisk. Og mærke solen i ansigtet, mærke luften. Du kan stadig mærke, du kan stadig føle, du kan stadig se, og det at du bruger dine sanser, det betyder rigtig meget, fortæller han.

Netop det budskab, er det vigtigste budskab for Kaare at give videre: Livet. Det liv han ikke selv kunne se, da chokket kom.