
Med to børn, direktørtitler og en proppet kalender er der fart på hos powerparret.
Uden kærlighed går det ikke, men den har Christine Astrid Nielsen og Mikkel Schrøder også rigeligt af. Til hinanden, deres børn – og til revyerne, som er deres levevej.
De ejer nemlig hele tre af slagsen.
Rottefælden i Svendborg, der har premiere 4. juni og spiller til 15. august, Aarhus Revyen, der spiller 7. april – 10. maj og Fyns Vinterrevy, der spiller 14. – 24. januar næste år.
Revyer som de står for at producere samtidig med, at de selv er på scenen i alle tre revyer. Plus det løse.
Christine Astrid medvirker for eksempel også i Pejserevyen, der spiller i september og oktober.
Umuligt puslespil
På hjemmefronten i Svendborg er der to raske drenge, Nord og Sol, der også bliver plads til i forældrenes travle kalendere.
Det virker umiddelbart som et umuligt puslespil, men ægteparret får det til at lykkes.
Her er Mikkel med den ældste søn Nord og Christine med den yngste dreng Sol.
– Vi taler meget om at drosle ned. Men det er svært, når man brænder for sit arbejde. Det er jo en ild, der giver energi og glæde, forklarer Mikkel Schrøder.
Annonce
Mor hjælper til
For at få puslespillet til at gå op har revyparret en barnedreng – eller barneperson, om man vil – nemlig Viktor, som hjælper med Sol og Nord.
– Og så er Christines mor flyttet til Svendborg, så hun kan hjælpe med børnene, indskyder Mikkel Schrøder.
Rottefælde Revyen er i gang, og 4. juni er der premiere med kendte gæster og andet godtfolk.
Så er revysommeren skudt i gang for Christine og Mikkel! Med kærligheden som samarbejdspartner får de det hele til at fungere.