
Sangerne Birthe Kjær og Tobias Rahim har udgivet en sang sammen – men er et nyt samarbejde på vej med Malte Ebert?
Det var en stor overraskelse, da dansktopsangeren Birthe Kjær og popsangeren Tobias Rahim pludselig slog pjalterne sammen i et splinternyt hit, som udkom i april.
Det var Tobias Rahim, der fik idéen til sommersinglen ”Den danske sommer”, og da han havde skrevet sangen, var han ikke i tvivl om, at han ønskede at synge den sammen med Birthe Kjær, som han anser for værende et nationalt symbol.
– Da sangen kom til mig, kom Birthe Kjær også til mig. Det var tydeligt for mig, at jeg skulle synge den her sang med hende. Hun var dukket op i min bevidsthed flere gange, og min respekt og fascination af hende var begyndt at vokse sig stor, fortalte han i en pressemeddelelse forud for deres første optræden sammen.
Da Birthe Kjær modtog forespørgslen fra Tobias Rahim, blev hun beæret.
– Jeg kendte ham fra fjernsynet og vidste jo godt, hvem han var. Og jeg synes da, at det virkelig var en kompliment, at han havde lyst til at synge en sang med mig, har Birthe Kjær fortalt til DR.
Hun takkede ja, og de optrådte med sangen for første gang i årets ”X Factor”-finale.
Men er Tobias Rahim mon den eneste, der får æren af at synge sammen med dansktop-dronningen?
Nyt samarbejde på vej?
En udmelding i DR-programmet ”Da jeg var ung” kunne godt tyde på, at Birthe Kjær ikke er færdig med at samarbejde med andre sangstjerner.
I programmet har Birthe Kjær og Malte Ebert igennem fire afsnit talt sammen om deres ungdom.
Til sidst i programmet sidder de hver især med et foto af dem selv som unge, hvor de fastslår, at hvis de havde været unge sammen, så kunne de godt have været venner.
Her indskyder Malte Ebert:
– Han havde nok spillet for hende, siger han.
– Hun havde nok også sunget med ham, pointerer Birthe Kjær.
– Det må vi gøre en dag, understreger Malte Ebert, hvortil Birthe Kjær prompte melder ud:
– Ja, det skal vi, lyder det.
Om et samarbejde mellem Birthe Kjær og Malte Ebert bliver en realitet, må tiden vise.