Klaus Strand-Holm stod stille foran vinduet i sit lille køkken og stirrede ud på regnen, der langsomt gled ned ad ruden. Det havde været en mærkelig morgen. Allerede da han vågnede, følte han, at noget var anderledes, men han kunne ikke sætte fingeren på hvad.

Han havde sovet dårligt i flere måneder. Arbejdet på havnen sled på kroppen, og de lange aftener alene i huset gjorde stilheden tungere for hver dag. Alligevel var der noget særligt ved denne morgen. Noget i luften virkede lettere.

Han trak hånden gennem håret, mens kaffemaskinen brummede bag ham. Da han gik forbi gangen, fangede et gammelt fotografi hans blik. Det var taget for næsten tredive år siden. På billedet stod han sammen med sin kone, Anna, foran deres første bil. Begge smilede som mennesker uden bekymringer.

Klaus sukkede dybt.

“Det er længe siden,” mumlede han for sig selv.

Efter morgenkaffen besluttede han sig for at rydde op på loftet. Han havde udsat det i årevis, men denne dag føltes anderledes. Støvede kasser blev flyttet rundt, gamle bøger stablet i bunker, og minder væltede frem ét efter ét.

Pludselig fandt han en lille trææske, han ikke havde set siden Annas død.

Hans hænder rystede svagt, da han åbnede den.

Indeni lå breve, gamle biografbilletter og et sammenfoldet stykke papir. Han genkendte straks Annas håndskrift.

“Klaus, hvis du læser dette en dag, håber jeg, du stadig husker, hvordan du plejede at smile.”

Han stivnede.

Han læste brevet langsomt. Anna skrev om livet, om frygten for at blive gammel og om, hvordan hun altid havde elsket hans latter mere end noget andet. Hun skrev også noget, der fik hans bryst til at snøre sig sammen:

“Lov mig, at du ikke forsvinder sammen med sorgen.”

Klaus satte sig tungt ned på gulvet.

Tårerne kom stille. Ikke voldsomme eller dramatiske — bare varme og ærlige.

Det var først senere samme aften, efter timer med minder og stilhed, at han gik ud på badeværelset for at vaske ansigtet. Han løftede langsomt blikket mod spejlet.

Og dér stoppede han.

For første gang i mange år så han ikke bare en træt gammel mand.

Han så sig selv.

Ikke havnearbejderen. Ikke enkemanden. Ikke manden, der havde gemt sig væk fra livet.

Han så Klaus Strand-Holm.

Og midt i de grå hår og de dybe linjer omkring øjnene opdagede han noget, han troede var forsvundet for længe siden.

Et lille smil.

Klaus havde svært ved at tro det, indtil han så sig spejlet.