
Lasse Sjørslev havde allerede to børn, da han mødte Josefine Høgh. Snart bliver han far til fire.
Lasse Sjørslev var allerede far til to, da han for otte år siden blev kæreste med Josefine Høgh. Han tænkte, at han havde fået de børn, han skulle have.
Ikke desto mindre bliver den 52-årige nyhedsvært snart far for fjerde gang, når hustruen nedkommer med deres andet fælles barn denne sommer.
Hun er 16 år yngre, og efter de var blevet kærester, stillede Josefine Høgh ham et ultimatum. Sportsværten gjorde det klart, at hun gerne ville have børn.
– Hun spurgte en dag, om jeg var sikker på, jeg havde fået de børn, jeg skulle have. Så vidste jeg godt, jeg skulle svare det rigtige. Hun sagde: ”Jeg gider ikke spilde tiden”. Så vidste jeg godt, at nu fanger bordet. Jeg svarede ja til, at jeg var klar til det, fordi ellers vidste jeg godt, vi ikke kunne være sammen, fortæller Lasse Sjørslev i podcasten ”Gruppechatten”, som han gæster sammen med sin ældste datter, Liva på 18 år.
Annonce
Lasse Sjørslev og Josefine Høgh blev gift i 2019, og to år senere blev de forældre til Molly. Han mærker en anden ro ved at være blevet far i en sen alder, og ligesom med Molly skal han også denne gang holde tre måneders barsel.
Da han fik ultimatummet fra Josefine Høgh, havde han et modkrav til hende, for det var vigtigt for Lasse Sjørslev, at han og Josefine ikke skulle være deres egen lille familie med et eller to fælles børn, men at også hans to store børn skulle være en del af den familie.
Annonce
Det var hun heldigvis helt med på, og Josefine Høgh synes lige så meget som ham, at Liva og Bertram skal være en lige så stor del af deres fælles liv, fortæller Lasse Sjørslev til vært Abdel Aziz Mahmoud i podcasten.
Til en start argumenterede han for, at han og Josefine Høgh kunne få et barn og en hund sammen, men det var ikke helt nok, siger han med et grin i podcasten. Snart kan Lasse Sjørslev se frem til at skulle være far til fire.