
Bjarne Henriksen holder fra august en tre måneder lang orlov fra kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune.
Det er ikke noget nyt fænomen, at kendte går ind i politik, og i efteråret var der så mange, der stemte på Bjarne Henriksen, at han fik en plads i kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune.
Han er blevet valgt ind for Socialdemokratiet.
Bjarne Henriksen er 67 år, men den nye politiske karriere betyder ikke, at han har lagt skuespillet på hylden, og det er også årsagen til, at han snart skal på orlov.
Det skriver HER&NU.
Socialdemokraten skal medvirke i teaterforestillingen ”Når vinden vender” på Herning Ny teater til efteråret, og han har derfor fået godkendt orlov i august, september og oktober.
– Allerede inden jeg stillede op, havde jeg sagt ja til projektet i Herning, og det er en omfattede opgave, så derfor har jeg bedt om orlov, forklarer Bjarne Henriksen til ugebladet.
Annonce
Der er også styr på, hvem der skal være hans stedfortræder i kommunalbestyrelsen, når han er væk på orlov. Det bliver Kim Christiansen, som mange kender fra hans daglige virke som politidirektør i Vestegnens Politi.