
Kong Frederik har besøgt sin mor, dronning Margrethe, efter hun blev indlagt mandag.
Kong Frederik har her til eftermiddag besøgt sin mor på hospitalet.
Det bekræfter kongehuset til BILLED-BLADET.
Hospitalsbesøget kommer få timer efter, at kongen blev fejret på Amalienborg. Tirsdag fylder kong Frederik 58 år, og i den forbindelse viste han sig med dronning Mary og sine to yngste børn, prinsesse Josephine og prins Vincent på balkonen.
Fødselsdagen blev også markeret mandag, hvor kongefamilien samlede danskerne til Royal Run i Randers, Ringkøbing, Middelfart, Helsingør og København.
Der blev dog lagt en dæmper på festlighederne, da det sent på eftermiddagen blev meldt ud, at dronning Margrethe var blevet indlagt på Rigshospitalet.
I en pressemeddelelse oplyste kongehuset, at dronningen var blevet indlagt og behandlet, efter en CT-scanning havde vist en større blodansamling i hofteregionen som følge af et tidligere fald.
Annonce
Den 86-årige dronning har det efter omstændighederne godt, men vil være indlagt en række dage.
Kort efter udmeldingen blev kong Frederik spurgt ind til dronning Margrethes indlæggelse, og her lød det, at han havde planer om at besøge hende.
– Når lejligheden byder sig. Måske endda i morgen eftermiddag, udtalte kong Frederik under Royal Run mandag.
Dronning Margrethes indlæggelse kommer efter, at hun tidligere på måneden blev indlagt på Rigshospitalet på grund af hjertekrampe.