
Mathias Gidsel vinder titler og slår rekorder igen og igen. I videoen herover fortæller den danske stjerne, hvad det betyder for ham – og hvad der holder ham til ilden.
Tidligere på året vandt de danske håndboldherrer EM i herrehåndbold, og kort efter blev Mathias Gidsel kåret som verdens bedste håndboldspiller. For tredje år i træk vel at mærke.
Den danske spiller er for længst blevet en international stjerne, og han bliver ved med at imponere.
Senest har han slået sin egen målrekord, da hans klub, Füchse Berlin, spillede uafgjort mod Hannover-Burgdorf torsdag aften. Da Mathias Gidsel scorede sit mål nummer 276, udbyggede han sin egen rekord som den spiller, der i en Bundesliga-sæson har scoret flest mål nogensinde (straffekast undtaget).
Han scorede yderligere to mål i kampen, og rekorden er derfor nu på 278 mål. Der er flere kampe tilbage i sæsonen, så der er god mulighed for at udbygge rekorden.
For et par uger siden var det en målrekord i Champions League-sammenhæng, som Mathias Gidsel snuppede. Med 143 mål i Champions League-sæsonen snuppede han landsmanden Mikkel Hansens 10 år gamle rekord.
BILLED-BLADET mødte Mathias Gidsel forud for de to landskampe i sidste uge, og her satte han ord på, hvad det betyder for ham at blive ved med at vinde titler og slå rekorder – og hvordan han holder sig til ilden.