
Kronprins Christian dukkede op med løbenummer på brystet og smil til publikum i Ringkøbing mandag formiddag. Men mens resten af kongefamilien senere ventes at samles om Royal Run i København, bliver kronprinsen væk.
I år tager han nemlig ikke videre til hovedstaden efter sit løb i provinsen
Årsagen ligger langt fra de festlige løberuter og heppende tilskuere. Kronprinsen er midt i den militære øvelse “10-døgneren”, som er en del af hans løjtnantsuddannelse.
Det er ikke motion, som kronprins Christian mangler i disse dage. Udover Royal Run er han nemlig også i gang med en stor og krævende militærøvelse.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Ifølge TV 2 er han på syvende døgn af den krævende øvelse, hvor eleverne testes i at lede soldater under pres over flere dage. Kongehuset har også bekræftet over for BILLED-BLADET, at kronprinsen lige nu er i gang med øvelsen.
Annonce
Det betyder, at Royal Run i år blev en kort afstikker fra hverdagen i uniform.
Efter løbet lagde kronprinsen heller ikke skjul på, at han hurtigt skal tilbage til øvelsen igen.
Han ankom fra vandsiden i Ringkøbing og tog straks tilbage til sin øvelse, da løbet var godt gennemført.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
– Der venter to nætter i skoven og et langt angreb, som jeg desværre måtte gå ud af her til morges.
– Men jeg har glædet mig til at være her og glæder mig til at komme tilbage til de trygge rammer, lød det fra kronprins Christian efter løbet.
Sådan klarede Christian det
Kronprins Christian klarede sig rigtig stærkt ved Royal Run.
Han løb de fem kilometer i Ringkøbing på 22 minutter og 22 sekunder, eller hvad der svarer til en gennemsnitsfart på 13,41 km/t.
Det er især imponerende, fordi han samtidig er midt i den krævende militærøvelse.
Annonce
“10-døgneren” er en øvelse, hvor eleverne skal bruge de kompetencer, de har arbejdet med gennem de seneste ti måneder.
De skal blandt andet lede op mod 20-30 soldater i både offensive og defensive aktiviteter, samtidig med at de træffer beslutninger under pres og holder moralen oppe.
Så er vi i gang i Ringkøbing.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Normalt har kronprins Christian afsluttet Royal Run-dagen sammen med resten af familien i København efter først at have deltaget i en jysk værtsby. Sådan bliver det som nævnt ikke denne gang.
Derfor er der også usikkerhed om, hvorvidt kronprinsen tirsdag når tilbage til Amalienborg, når kong Frederik fylder 58 år.
Kongehuset har oplyst, at kongen og kongefamilien viser sig på balkonen, men uden at sætte navn på hvilke familiemedlemmer, der deltager.