
Jannik Sinner og Novak Djokovic er nu de eneste medlemmer af den eksklusive klub.
Søndag aften leverede Jannik Sinner noget helt utroligt.
Da han vandt Masters 1000-finalen i Rom over Casper Ruud, blev han nemlig den blot anden spiller i historien til at vinde alle ni Masters-turneringer.
Novak Djokovic fuldendte sin Career Golden Masters i 2018 i en alder af 31 år. Sinner på 24 år er derfor også den yngste i historien til at gøre det.
Den store bedrift har da også fået nogle af sportens allerstørste til at lykønske den italienske verdensstjerne på de sociale medier:
Carlos Alcaraz: – Tillykke til Jannik Sinner med at fuldføre the Golden Masters. Du fortjener det!
Novak Djokovic: – Tillykke, Jannik! Imponerende. Og velkommen til den eksklusive klub.
Holger Rune: – Fantastisk! Kæmpestort tillykke.
Coco Gauff: – Vanvittigt.
“Svært at fatte”
Også Casper Ruud, der tabte finalen i to sæt til Sinner, var søndag hurtig til at hylde sin konkurrent.
- Først og fremmest er det eneste rigtige bare at sige tillykke til Jannik. Det, du præsterer i år, er svært at beskrive med ord. Som en, der selv spiller tennis på højt niveau fra tid til anden, er det også svært helt at fatte, hvad du leverer. Det er en fornøjelse at se dig spille.
- At kunne dele banen med dig i en fantastisk arena på din hjemmebane … stort tillykke med at skrive historie for dig selv, dit land og dit team – det er fantastisk at være vidne til, sagde Ruud på banen efter nederlaget.
Ikke nok med, at Sinner nu er den yngste i historien til at vinde alle ni Masters 1000-turneringer, er han også den første i historien til i samme sæson at vinde årets fem første Masters 1000-turneringer.
Han har således i dette kalenderår allerede vundet Indian Wells, Miami Open, Monte Carlo, Madrid og Rom.
Sinners triumf i Rom var også første gang i 50 år, at en italiener kunne løfte trofæet. Det skete senest i 1976, da Adriano Panatta vandt.
Sinner har selv svært ved at forstå det
Selv har hovedpersonen da også svært ved at kapere, hvad det er, han går rundt og præsterer i øjeblikket.
- Det er svært at sætte ord på. Det er 50 år siden, at en italiener senest vandt her, så jeg er virkelig, virkelig glad. Det har været fantastisk de seneste to og en halv måned, og jeg gør bare det bedste, jeg kan.
- Det er ikke nemt hver dag, så jeg er bare virkelig, virkelig glad, lød det fra Sinner på banen efter sejren.
I denne sæson resterer der fire Masters 1000-turneringer. Og der spekuleres jo allerede i, om Sinner kan gøre det helt ufattelige og vinde dem alle sammen på én sæson.
Selv har han dog svært ved at tro på sådan en bedrift.
– Jeg tror ikke, det er realistisk. Så skal man deltage i alle turneringer og vigtigst af alt forblive i topform hele vejen. Det er umuligt at fastholde det her niveau resten af sæsonen, siger Sinner på pressemødet efter triumfen.
Den næste store turnering er French Open i Paris. Hovedturneringen starter søndag, og her er Sinner også enorm favorit til at vinde, fordi Carlos Alcaraz har meldt afbud med en skade.