
Norges konge kunne torsdag eftermiddag overbringe godt nyt til den norske presse.
Kong Harald har de sidste tre dage været på fylkestur i Vestland.
Han skulle have haft dronning Sonja med, men hun måtte melde afbud på grund af hjerteproblemer.
På rejsens sidste dag mødte kong Harald pressen, og her spurgte pressen naturligvis ind til, hvordan det går med dronning Sonja.
Pressemødet blev holdt klokken 12:50, og en veloplagt kong Harald tjekkede sit armbåndsur, hvorefter han kunne overbringe godt nyt til pressen.
Klokken 13 blev dronning Sonja nemlig udskrevet fra Rikshospitalet, hvor hun har været indlagt på grund af hjerteflimmer og hjertesvigt.
– Dronningen er på vej hjem fra sygehuset, bekræftede kong Harald ifølge Dagbladet.
Annonce
– Jeg har hørt rygter om, at dronningens tilstand er bedre, den var ikke god, da jeg rejste, så at sige. Hun var lidt smådeprimeret, fordi hun ikke kunne være med til fylkesturen, og at hun ikke kan gøre det, som hun før kunne. Men jeg tror, humøret er bedre. Nu er alt, medicineringen og alt det der under kontrol. Så vidt jeg forstår, har hun det meget bedre, end hun havde det, da jeg tog afsted, tilføjede kongen om sin 88-årige hustru.